Indretning af lejlighed

Inspiration til indretning af din lejlighed

Det er ikke altid så nemt, det der med at indrette en hel lejlighed. Nok kan det se legende let ud, og måske er du også helt afklaret med, hvad du i hvert fald ikke vil have med i indretningen af din lejlighed. 

Vi ved, at det kan være svært at omsætte utallige Pinterest-boards med boliginspiration til reelle planer for lejlighedsindretning. Spørgsmål som hvor du skal du starte, og hvad du bør være opmærksom på, inden du giver dig i kast med indretningsprojektet, er bare nogle af dem, vi kender så godt. 

Heldigvis er hjælpen inden for rækkevidde. Vi har nemlig samlet en håndfuld tips til, hvordan du får knækket koden til indretning, som kan være selv en boligmagasinforside værdig. Lad dig inspirere – måske er dit drømmeunivers af en lejlighed ikke så langt væk endda. 

Sådan kan du gribe indretningen af en 2-værelses lejlighed an

Bor du ligesom rigtig mange danskere i en 2-værelses lejlighed, så kender du helt sikkert også til de indretningsmæssige udfordringer, denne type bolig kan byde på. Rummene er sjældent som balsale, og nogle rum kan have adgang til mere sollys end andre. Indretningen skal derfor ofte rumme flere aspekter på én gang. Fx både være hyggelig og udtryk for din personlige stil, men også være praktisk og lade kvadratmeterne blive udnyttet til fulde. Foren stemning og funktion på bedste vis. Vi giver her vores bud på hvordan. 

  • Tænk rummene som multipurpose – med de rette møbler kan du fx sagtens have et kontorområde som en del af stuearealet, uden at det skiller sig markant ud. Et custom made bord som skrivebord og en smuk stol i stilfulde materialer er gode bud på møbler, der emmer af klasse og ikke skriger af, at du har kreeret et rum i rummet.

  • Opfyld behov for opbevaring uden at tilplastre hver en centimeter af lejligheden med hylder og reoler. Vælg enkle løsninger, som er mere end møbler. Med en væghængt reol frigiver du gulvplads og får et opbevaringsmøbel, der både er dekorativt og praktisk. 

  • Prioriter sammenhæng. Vælg møbler, der taler ind i samme stil, så rummene i din lejlighed komplementerer hinanden og skaber harmoni i stedet for at stå i kontrast. En lejlighed – uanset størrelse – bør i indretningsøjemed ikke opfattes som separate rum, men som en helhed. Desto tydeligere den røde tråd er, jo mere roligt et miljø vil du få.

Udnyt pladsen med custom made møbler 

En lejlighed har ikke altid lige vinkler og kvadratiske rum. Det er en del af charmen og behøver heldigvis ikke være en større udfordring end som så i indretningen. Udnyt lejlighedens små kroge eller skrå vægge til custom made møbler. Den perfekte mulighed for at udnytte plads og samtidig erhverve dig møbler, der er som ingen andres. 

Du behøver altså ikke opgive drømmen om et moderne og visuelt lækkert spisebord, fordi ingen af dem, du kan finde på markedet, passer med målene i din spisestue. I det tilfælde vil et håndlavet spisebord være en ideel løsning. Ikke nok med at du kan tilpasse møblet efter rummets dimensioner, så kan det også designes helt og aldeles efter dine behov og præferencer. 

Lejlighedsindretning, som udstråler varme og personlighed 

Det er de færreste, som drømmer om en lejlighed, hvor indretningen er kedelig, intetsigende og decideret upersonlig. Nej, mange har i stedet ønsket om lejlighedsindretning, der er personlig og afspejler mennesket, som bor der. 

Alligevel må flere komme til kort, når de står over for indretningsprojektet. Nok ved de, hvilke indretningselementer de bryder sig om og ikke kan lide, men det bliver måske nemt en anelse fantasiløst, når det bliver ført ud i praksis. 

Her kan den nordiske indretning være god at ty til for inspiration. Med sit fokus på blandt andet naturlige materialer og møbler i forskellige træsorter kan du med et snuptag forvandle en udtryksløs indretning til et hyggeligt miljø. Mal gerne en væg i en markant farve, som står godt som kontrast til træmøblerne – så er du sikker på at kunne præsentere et hjem, der emmer af varme og personlighed. 

Derudover kan det være en god ide at indtænke andre former end rektangler og skarpskårne kanter, når du indretter. Du kan med stor fordel vælge møbler med buede kanter og afrundede former. Det bryder med det velkendte og konforme og gør indretningen mere levende. Vælger du fx et rundt sofabord i naturmaterialer som egetræ eller mahogni, tilfører du desuden masser af varme.