Indretning af kontor

Vores bedste tips til indretning af kontor

Uanset om du står over for at skulle indrette et godt og funktionelt hjemmekontor eller et kontor i en virksomhed med flere medarbejdere, gælder mange af de samme ting. Begge typer kontor skal for eksempel leve op til kravene i Arbejdsmiljøloven – men den del kan du læse om andre steder.

Her hos os kan du i stedet snuppe vores ideer til at indrette et kontor, der er rart og inspirerende at opholde sig i. Det er nemlig selve indretningen af kontoret, stemningen og de specialdesignede løsninger, vi er eksperter i. Og vi deler gerne ud af vores viden til dig, der læser med.

Skab arbejdsglæde med design-kontormøbler

Vores humør og ikke mindst vores produktivitet bliver påvirket af de omgivelser, vi er i. Derfor er det vigtigt, at der er en rar og behagelig atmosfære på kontoret, og at det føles, som om der er lagt tanker og energi i indretningen. Den følelse kan du opnå ved at investere i lækre kvalitetsmøbler.

For er det ikke, som om arbejdsdagen glider lidt lettere, når man kan tilbringe den ved et lækkert skrivebord? Måske er der endda en reol eller to i samme materialer, der fuldender helhedsindtrykket og giver et roligt og harmonisk samlet billede? Vi er ikke i tvivl om den positive effekt af en gennemtænkt indretning, og derfor anbefaler vi også en custom made løsning til at sætte skub i arbejdsglæden både på hjemmekontoret og i virksomheden.

Tag højde for lysindfaldet ved skærmarbejde

Der findes efterhånden næsten ikke kontorarbejde, der ikke foregår ved en computerskærm. Derfor er det vigtigt at tage højde for, hvordan du placerer skærmene i forhold til lysindfaldet fra vinduerne og lyset fra lamper, der er placeret i rummet. Det vigtigste er at tænke på, at lyset ikke må reflekteres i skærmen, fordi det kan genere arbejdet og gøre det svært at se, hvad man laver. Er det svært at leve op til, kan du overveje flytbare skillevægge, der kan skærme for solen på de kritiske tidspunkter af dagen.

Giv dit kontor en levende indretning med planter

Planter på kontoret forbedrer både det fysisk og mentale helbred. Det lyder måske som lidt af en påstand, men ikke desto mindre er det videnskabeligt bevist.

For det første forbedrer planterne indeklimaet i kraft af deres naturlige fotosyntese, hvor de omdanner kuldioxid til ilt. I de tørre måneder er de desuden med til at holde luftfugtigheden på et bedre niveau, hvilket både gør det mere behageligt at være i rummet og modvirker statisk elektricitet.

For det andet giver planterne ifølge studier både større arbejdsglæde og højere produktivitet. Faktisk har det vist sig, at et kontor med nogle enkelte planter giver helt op til 15 % større produktivitet end et minimalistisk kontor uden nogen former for stemningsskabende elementer. Måske ikke så overraskende, men alligevel vigtigt at huske, når der skal indrettes.

Sørg for de små detaljer, der gør indretningen interessant

De fleste har en temmelig fastgroet forestilling om, hvordan et kontor ser ud. Kontorstol, skrivebord, computer, måske en skrivebordslampe. Færdig. Men hvorfor ikke overraske lidt? De små detaljer er ofte det, der giver et rum personlighed og gør det inspirerende at være i. Får du gæster på kontoret, er det helt sikkert også de anderledes detaljer, de vil bide mærke i. Det er nemlig her, du kan skille dig ud.

 

    • Brug for eksempel et rustikt konsolbord som rumdeler i stedet for et mere klassisk kontormøbel. Det giver rummet karakter.

    • Placér en loungestol i et hjørne og skab et rum til fordybelse, der kan bruges, når du skal udtænke nye idéer eller læse en stak papirer igennem inden et møde. Muligheden for at skifte omgivelser og siddestilling er sommetider det, der skal til for at få tankerne på gled.

    • Gå efter en anderledes belysning med lamper, der skiller sig ud. Det kan for eksempel være patinerede kobberlamper, der skaber en spændende kontrast i et ellers pænt og poleret kontormiljø.
Akustikpaneler på væg i et kontor med kontorbord og kontorstol
Akustikpaneler på væg i et kontor med kontorbord og kontorstol

Tænk et behageligt lydbillede ind i kontorets indretning

Skal flere mennesker dele kontor, er lyden altid en udfordring. Især hvis nogle medarbejdere passer telefoner eller har brug for at tale meget om deres arbejdsopgaver. Den udfordring kan du heldigvis gøre væsentligt mindre ved at huske på den, når du indretter kontoret.

En populær løsning i kontormiljøer er akustikvægge, der typisk er lavet i massivt træ og lydabsorberende filt. Og faktisk kan du også få såkaldte akustikbilleder, der ligner ganske almindelige dekorative billeder, men som faktisk også hjælper med at absorbere lydene i rummet. Kombinér eventuelt med nogle flotte tæpper på gulvet, og straks har du et meget bedre lydmiljø.