Ideer til indretning af stue

Ideer til indretning af din stue

Vi kender det godt. Nogle gange skal der ske noget nyt. Det gælder ikke mindst indretningen af hjemmet, hvor der kan opstå en pludselig trang til at male væggen i en ny farve eller erstatte et gammelt møbel med noget andet.

Her har vi samlet lidt inspiration i form af vores bedste ideer til indretning af stuen. Vi kommer både omkring indretning af rum med forskellige dimensioner og de små virkemidler, der får indretningen af din stue til at skille sig ud på den helt rigtige måde. Hvem ved, måske finder du lige den ide, der sætter skub i dit næste indretningsprojekt?

Sådan kan du indrette en lang og smal stue

Nogle rum er sværere at indrette end andre. Har du en stue, der er smal og aflang, kender du måske udfordringen med at få den til at se harmonisk og hyggelig ud. Den gode nyhed er, at problemet kan løses med nogle ret enkle greb. Dem får du her:

    • For det første skal du modstå fristelsen til at stille alle dine møbler helt op ad væggen i hver deres side af rummet. Det vil de fleste gøre for at skabe gangplads midt i rummet, men det får rummet til at virke endnu smallere. I stedet skal du sætte møblerne i små grupper, der skaber hyggelige øer. Det gør ikke noget, at man skal slå et par små sving for at komme igennem rummet – det vigtigste er, at det nu føles hyggeligt og intimt og ikke som en lang bowlingbane.

       

    • For det andet kan det være en god ide at bløde rummet op med afrundede former. Det kunne for eksempel være et rundt sofabord – gerne i naturmaterialer som lækkert egetræ eller luksuriøs mahogni.

       

Det tredje og sidste tip er at skabe kontrast på bagvæggen for visuelt at trække den tættere på, så rummet ikke virker så langt. Du kan gøre det ved at male den i en mørkere farve end resten af rummet, eller du kan få sat akustikpaneler op. Akustikpaneler i træ giver rummet et varmt og indbydende udseende, samtidig med at de hjælper, hvis du har udfordringer med støj eller med, at lyden bliver kastet frem og tilbage.

Ideer til indretning af en kvadratisk stue

Nogle gange lægger et rum op til en bestemt indretning og gør det let at placere møblerne. For eksempel vil det for mange være oplagt at placere en sofagruppe i den smalle ende af en rektangulær stue, hvor det føles mest hyggeligt og intimt. Men hvad så, hvis rummet er kvadratisk? Det har vi også et par bud på.

 

    • Gå den modige vej og placér din sofagruppe midt i rummet. Ja, det er utraditionelt. Men det kan også skabe masser af hygge, hvis din stue ikke er så stor. Supplér evt. med en custom made bogreol på den ene væg for at fuldende lounge-atmosfæren.

    • Er stuen lidt større, kan du indrette dig med små møbelgrupper forskellige steder i rummet for at gøre det mere interessant. Brug for eksempel en en reol eller en plantekasse som rumdeler, hvis du vil have mulighed for at skabe flere opdelte zoner med hver deres formål – det kunne være et læsehjørne med en blød lænestol, et legehjørne til børnene eller noget helt tredje.

    • Ligesom med den aflange stue kan du skabe variation med en væg i en anden farve eller en akustikvæg. Det hjælper dig også med at dele rummet op i zoner med hver deres visuelle udtryk, hvis det er det, du ønsker.

Skab en eksklusiv indretning af din stue med custom made møbler

Om vi vil det eller ej, fortæller vores valg i indretningen en hel masse om, hvem vi er. Er du samler eller minimalist? Er alt farvekoordineret, eller er temaet nærmere farveeksplosion? Hvis du virkelig vil lade din personlighed skinne igennem, skal du gå efter custom made møbler.

Når dine møbler er håndlavede efter dine ønsker, er der – næsten – ingen grænser for, hvad der kan lade sig gøre. Du kan ikke bare tilpasse møblerne efter din stues dimensioner, de kan også designes, så de passer 100 % til dine behov.

Elsker du at være vært, og har du en stor stue, er et custom made barbord eller barskab måske noget for dig. Udført i for eksempel mahogni eller valnød oser en hjemmebar af luksus og klasse, og den vil helt sikkert blæse dine gæster bagover.

Er du mere til den hyggelige og lidt biblioteksagtige stemning, kan du skabe den med en stor bogreol – det kunne endda være en model, der fylder hele væggen. Med en custom made bogreol kan du få plads til alle dine yndlingsbøger, pyntegenstande og andre ting med affektionsværdi. Det er nemlig tit det, der gør stuen rigtig hyggelig og personlig.

 

Træk en rød tråd gennem dit hjem, når du indretter din stue

Uanset hvilket rum du skal indrette, er det en god ide at tage dit hjems øvrige rum med i overvejelserne. På den måde kan du skabe sammenhæng og ro. Her har vi samlet en række ideer til indretning af stuen, som låner elementer fra de andre rum. De er lette at implementere hjemme hos dig selv – du skal simpelthen bare se dig omkring og stjæle ideerne fra den indretning, du allerede har og godt kan lide.

 

    • Vælg en gennemgående træsort, som skal være den primære i din indretning. Helt konkret kan det handle om at vælge et sofabord i samme sort som dit spisebord for at binde de to siddeområder sammen.

       

    • Lad en bestemt farve gå igen. Har du for eksempel et maleri i grønne nuancer i spisestuen, kan du lade farven afspejles i sofapuderne eller en vase i reolen. Det behøver ikke at være overgjort – faktisk fungerer det næsten bedst i de små detaljer. Er du ikke vild med at binde dig til en enkelt farve, kan du vælge flere nuancer af en farve eller holde dig til en farvefamilie af for eksempel jordfarver. På den måde kan du både bruge farver som brun, beige, okker og mange flere og stadig bevare den rolige helhed.

       

    • Skab helhed og interessante input med mønstre. Er du modig, kan du også lade bestemte mønstre gå igen. Har din spisestue sildebensparket, kan du lade mønstret gå igen i bordpladen på dit sofabord. Det er klassisk og anderledes på én og samme tid.